Det omhandler børn og unge der får konstateret type 1
diabetes. Den unge og familien gennemgår et omfattende oplærings program under
indlæggelse og udskrives når de skønnes klar til at tackle hverdagen på egen
hånd oftest efter 1 uge – 2 uger.
Problemet/udfordringen består i at skulle
forholde sig til, forstå og leve et godt ungdomsliv med en kronisk sygdom som
har været en del af barnet/den unge og familiens hverdag i en begrænset
periode.
Det faktum at barnet/den unge har fået konstateret type 1
diabetes som er en kronisk sygdom, indebærer at den unge og familien må arbejde
med følgende områder i deres hverdag:
Insulintagning – stikkeangst – nåleskræk
Blodsukkermåling
Kost-kulhydrattælling
Motion
Hormonændringer
Psyko-socialt – samvær med venner, fester og alkohol
Hvordan kan de tværfaglige samarbejdspartnere støtte op om
patienterne behov i forhold til det at kunne håndtere at leve med en kronisk
sygdom?
Hvordan skabes sammenhæng i patientforløbet fra sygdommen
konstateres, indtil den unge / familien har lært at håndtere sygdommen og de
vilkår dette medfører for den unge/familien.
At skulle strukturere dagligdagen/hverdagen med hensyn til,
at skulle måle blodsukker, tage Insulin samt tælle kulhydrater til alle
måltider.
Familien/den unge skal altid medbringe BS
apparat/fingerprlkker/insulin/ hurtige kulhydrater, når de forlader hjemmet.
Hvor og I hvilken
sammenhæng er problemet opstået ?
Barnet og den unge har gennemgået en grundig oplæring under
indlæggelsen, men på trods af dette vil der altid opstå ukendte situationer,
hvor familien skal tage en beslutning og handle på egen hånd uden den
sundhedsfaglige vejledning
Oplæringen under indlæggelsen kan påvirkes af chokket og ”sorgen”
over at have fået konstateret en kronisk sygdom samt pludselig at føle sig
anderledes.
Hvis forældrene er skilt, kan det være en ekstra udfordring
i forhold til f.eks. undervisning, samarbejde og planlægning for det
sundhedsfaglige personale, forældrene/”bonusforældrene” og den unge.
Hvordan er det et problem og for hvem?
Det er et problem for den unge/familien pludselig at skulle
håndtere/leve med en kronisk sygdom, der for de fleste familier kræver en livsstilsændring.
I forvejen er den unge ofte usikker, vil ikke skille sig ud
eller være anderledes. De er optaget af at skabe sig deres egen identitet og er
i færd med løsrivelse fra familien. De eksperimenterer med at bryde regler og
udfordre rammer, som er udstukket af voksne i forskellige sammenhænge.
Forældrene tør måske ikke give slip og lade den unge selv
styre og tage ansvar for sin sygdom af angst for konsekvenserne, eller modsat
tænker de, at den unge selv skal klare opgaven, at leve med en kronisk sygdom.
Dette kan skabe konflikter i familien og I værste fald resultere i at den unge
ikke passer sin sygdom.
I forhold til skolen/fritidsinteresser, kan der være
bekymring vedrørende håndtering af komplikationer f.eks. føling m.m. I tilfælde
af at den unge/familien ikke magter at leve med hensyntagen til den unges
diabetes, kan udviklingen af diabetiske senkomplikationer på lang sigt blive
samfundsøkonomisk dyrt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar